Landsskatteretten havde tidligere taget stilling til, om der var indtrådt forældelse af den restskat, som den påklagede afgørelse udløste, jf. SKM2023.563.LSR. Landsskatteretten fandt, at der ikke var indtrådt forældelse af kravet på restskat, og Landsskatteretten hjemviste samtidig sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen, idet der for Landsskatteretten var fremlagt nye oplysninger.

Skattestyrelsen traf som følge af hjemvisningen en ny afgørelse, som klageren påklagede til Landsskatteretten. Denne sag angik således klagen over Skattestyrelsens nye afgørelse som følge af hjemvisningen.

Landsskatteretten fandt under henvisning til SKM2023.563.LSR fortsat, at der ikke var indtrådt forældelse af den restskat, som den påklagede afgørelse udløste. Landsskatteretten fandt endvidere, at det forhold, at Landsskatteretten tidligere ved SKM2023.563.LSR havde taget stilling til forældelse og fundet, at Skattestyrelsens krav på restskat for indkomståret 2006, der udsprang af Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022, ikke var forældet, ikke var til hinder for, at Landsskatteretten i forbindelse med efterprøvelsen af Skattestyrelsens afgørelse som følge af hjemvisningen kunne tage stilling til forældelse af Skattestyrelsens krav på restskat for indkomståret 2006, som var afledt af denne afgørelse. Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens skøn over nettopokergevinster, som klageren skulle beskattes af, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Retten fandt, at sagsøgeren - der var indehaver af en momsregistreret personligt drevet virksomhed - ikke var betalingspligtig i medfør af den dagældende momslovs § 46, stk. 7, for moms anført på en række fiktive fakturaer, som var påført virksomhedens identifikationsoplysninger af en tredjemand. 

Sagen angik, at Skatterådet havde svaret benægtende på, at klageren kunne fraflytte Danmark uden fraflytningsbeskatning af aktieavance, da klageren blev anset for at have haft den fornødne tilknytning til Danmark efter aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3. I overensstemmelse med det oprindeligt oplyste over for Skatterådet, lagde Landsskatteretten til grund, at klageren havde været fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 i 7 år og 7 måneder, mens klageren i samme periode havde haft skattemæssigt hjemsted i Danmark i 5 år, 10 måneder og 16 dage. Landsskatteretten anførte bl.a., at fraflytterbeskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, 1. pkt., var betinget af, at personen havde været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller § 2 af aktiegevinster i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophør. Tilknytningskriteriet i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, blev indsat som aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 4, ved lov nr. 310 af 25. maj 1987, og der fremgik hverken af bestemmelsens tidligere ordlyd eller forarbejderne hertil eller senere ændringer yderligere krav eller hensyntagen til en persons skattemæssige hjemsted som en betingelse for opfyldelsen af tilknytningskriteriet ved fraflytterbeskatning. Det forhold, at en person, der var skattepligtig efter kildeskattelovens §§ 1 eller 2 samtidig havde haft skattemæssigt hjemsted i udlandet efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, var herefter uden betydning for opfyldelsen af tilknytningskriteriet i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3. Retten fandt således, at det af ordlyden af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, klart fremgik, at det var alle perioder, hvor en person havde været skattepligtig efter kildeskattelovens §§ 1 eller 2, der skulle regnes med til de 7 år som udtryk for den kvalificerede tilknytning til Danmark, og at der ikke i retsgrundlaget eller i øvrigt var holdepunkter for at indfortolke en yderligere betingelse i bestemmelsen om, at personen også skulle have været skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i samme perioder. Da klageren havde været omfattet af dansk skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i 7 år og 7 måneder, var betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, dermed opfyldt., og klagerens urealiserede aktieavancer skulle derfor beskattes ved fraflytning, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar. 

Under en kontrol af selskabets energi- og miljøafgifter for perioden 1. januar 2013 - 30. juni 2015 gjorde selskabet gældende, at selskabets tilsvar af kuldioxidafgift af affald skulle nedsættes med 674.000 kr. for perioden 1. januar 2014 - 31. december 2015, da selskabet mente, at kulafgiftslovens § 5, stk. 10, 1. - 4. pkt., kunne finde anvendelse ved opgørelse af energiindholdet i affaldet, jf. kulafgiftslovens § 5, stk. 6, jf. kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2. Daværende SKAT imødekom ikke selskabets anmodning med den begrundelse, at kulafgiftslovens § 5, stk. 10, 1. - 4. pkt., alene fandt anvendelse ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde for tillægsafgiftsgrundlaget. Landsskatteretten fandt, at selskabets anmodning om nedsættelse af afgiftstilsvaret måtte anses for en anmodning om genoptagelse, hvor SKAT ikke havde fundet grundlag for at ændre afgiftstilsvaret. Videre fandt Landsskatteretten, at selskabets anmodning om nedsættelse af kuldioxidafgift med 674.000 kr. skulle imødekommes, da selskabet var berettiget til at anvende kulafgiftslovens § 5, stk. 10, 3. pkt., ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2.
Landsskatteretten ændrede SKAT’s afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, at klageren ikke inden for en administrativt fastsat frist havde accepteret Vurderingsstyrelsens lånetilbud vedrørende pensionistlån. Landsskatteretten anførte bl.a., at hverken ejendomsskatteloven eller bemærkningerne til loven regulerede den nærmere processuelle tilrettelæggelse af Vurderingsstyrelsens administration af ordningen om pensionistlån, og når en myndighed i forbindelse med administration af et givent område havde fastsat frister, skulle disse fremstå som rimelige og hvile på saglige hensyn. Landsskatteretten fandt, at den af Vurderingsstyrelsen fastsatte frist på 28 dage måtte anses for rimelig, idet den gav en reel mulighed for interessevaretagelse, og den samtidig medvirkede til at sikre en effektiv sagsbehandling, hvor lånesagen kunne behandles og færdigekspederes, herunder at der kunne ske tinglysning og tilretning af årsopgørelse inden for rimelig tid i forhold til, dels den periode, som lånet vedrørte, dels lånets stiftelsestidspunkt. Fristen var dermed både rimelig og fastsat af saglige hensyn, og fristen fremstod proportional i forhold til formålet med låneordningen. Der var ikke grundlag for at bortse fra en fristoverskridelse, og retten lagde herved vægt på karakteren af ordningen sammenholdt med det senest mulige tidspunkt for anmodning om lån efter lovbestemmelsen i ejendomsskattelovens § 53, stk. 5, og den udtrykkelige omtale i lovbemærkningerne af, at anmodninger efter dette tidspunkt måtte anses for bortfaldet. Retten fandt på denne baggrund, at det var med rette, at klagerens anmodning om pensionistlån ikke var imødekommet og stadfæstede herefter Vurderingsstyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om udbetalinger vedrørende kompensation fra et pengeinstitut var skattepligtige, eller om de var skattefrie.

Eftersom et beløb udgjorde en eksakt beregning af for meget betalt gæld, fandt retten, at der ikke var grundlag for beskatning, jf. statsskattelovens § 5. 

Pengeinstituttet havde også udbetalt kompensation for den tid, som klageren ikke havde haft det uberettigede opkrævede eksakte beløb til sin rådighed. Retten anså kompensationen som skattefri, idet der var tale om en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe grundet fejl i pengeinstituttets gældssystem, jf. statsskattelovens § 5, og henset til SKM2004.250.LSR. 

Til dækning af beskatningen havde pengeinstituttet udbetalt en kompensation herfor til klageren. Retten fandt, at da pengeinstituttet havde ønsket at kompensere for skattebetalingen, var kompensationen skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Det forhold, at der ikke var skattepligt af eksakt tilbagebetaling af gæld og tidskompensation, kunne ikke føre til et andet resultat.

Pengeinstituttet havde udbetalt en kompensation, som var beregnet ud fra en automatiseret model. Det var ikke dokumenteret, at der var tale om en individuel gennemgang af sagen, ligesom pengeinstituttet havde oplyst, at der kunne være opkrævet for meget gæld, og at der var usikkerhed forbundet med modellens beregning. Retten fandt, at beløbet var skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4.   

Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angik tilbagebetaling af gæld og tidskompensationen.

Sagen angik, om udbetalinger vedrørende kompensation fra et pengeinstitut var skattepligtige, eller om de var skattefrie.

Kompensationen var beregnet ud fra en automatiseret model hos pengeinstituttet. Pengeinstituttet havde oplyst klageren om muligheden for en individuel gennemgang af sagen med henblik på en konkret beregning af den eventuelt for meget betalte gæld og en konkret beregning af tids- og skattekompensation. Retten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at der var tale om eksakte beregninger, herunder også henset til at pengeinstituttet havde oplyst, at der kunne være opkrævet for meget gæld, og at der var usikkerhed forbundet med modellens beregning.

Klageren havde anført, at der ikke var grundlag for beskatning, da den samlede kompensation udgjorde tilbagebetaling af tidligere inddrevet provenu fra salg af klagerens andelsbolig.

Retten fandt, at det ikke var dokumenteret, at kompensationen var skattefri. Beløbet var derfor skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.    

En afgiftsfritaget mandskabsvogn var efter endt arbejdsdag blevet anvendt til afhentning af aftensmad, hvorefter føreren på vejen hjem til sin private bopæl kørte forbi en kollegas bopæl for at afsætte vedkommende. Retten fandt, at en mandskabsvogn alene må anvendes til afhentning af mad i arbejdstiden, og at føreren ved afsætningen af kollegaen var afveget væsentligt fra den direkte rute hjem til sin egen bopæl. På den baggrund fandt retten, at mandskabsvognen var anvendt til privat befordring i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen, hvorfor mandskabsvognen skulle afgiftsberigtiges.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik, om udbetalinger vedrørende kompensation fra et pengeinstitut var skattepligtige, eller om de var skattefrie.

Da en udbetaling fra pengeinstituttet udgjorde en eksakt beregning af for meget betalt gæld, var der ikke grundlag for beskatning heraf, jf. statsskattelovens § 5. 

Pengeinstituttet havde yderligere udbetalt kompensation for den tid, som klageren ikke havde haft det uberettigede opkrævede beløb til sin rådighed. Retten anså beløbet som skattefrit, idet der var tale om en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe grundet fejl i pengeinstituttets gældssystem, jf. statsskattelovens § 5, og henset til SKM2004.250.LSR.    

Til dækning af beskatningen havde pengeinstituttet også udbetalt kompensation. Retten fandt, at da pengeinstituttet havde ønsket at kompensere klageren for den tilhørende skat, var beløbet skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4. Det forhold, at klageren ikke var skattepligtig af eksakt tilbagebetaling af gæld og tidskompensation, kunne ikke føre til andet resultat.

Klageren havde modtaget et beløb, som var beregnet ud fra en automatiseret model hos pengeinstituttet. Da klageren ikke havde dokumenteret, at der var tale om en eksakt beregning af gælden, ligesom pengeinstituttet havde oplyst, at der kunne være opkrævet for meget gæld, og at der var usikkerhed forbundet med modellens beregning, fandt retten, at beløbet var skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4.   

Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angik tilbagebetaling af gæld og tidskompensationen.

Årsbrev om indberetning af renter, værdipapirer og pensionsbidrag.

Årsbrevet omfatter de i årsbrevet nævnte områder.

Årsbrevet er Skattestyrelsens orientering til alle indberetningspligtige og indeholder information om de indberetningsændringer, der skal implementeres i de obligatoriske indberetninger til Skattestyrelsen vedrørende det givne indkomstår.

Ændringerne indarbejdes i de respektive indberetningsvejledninger.

Skattestyrelsen udgiver under Årsbrevet en række hjælpelister til brug for indberetningerne mv.
Hjælpelisterne kan opdeles i følgende grupper:

1. Årets individstrukturer
2. Årets klassifikationer af værdipapirer
3. Øvrige hjælpelister til brug for indberetningen  mv.

Sagen handler om moms og overdragelsen af en række medarbejdere og aktiver indenfor en forsikringskoncern. Særligt omhandler sagen, hvorvidt overdragelsen udgør en momsfri delvis virksomhedsoverdragelse.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at indgåelse af en konkret aftale om overførsel af medarbejdere og aktiver ikke udløser momspligt.

Skatterådet kan bekræfte, at indgåelse af en konkret aftale om overførsel af medarbejdere mv. ikke påvirker momsfriheden af en forudgående virksomhedsoverdragelse.

Endeligt afviser Skatterådet at svare på om Spørgerne opfylder betingelserne for dansk fællesregistrering for moms.

Skatterådet bekræftede, at de bibliotekspenge, som en forfatter modtog, ikke var momspligtige. Forfatteren foretog ikke en levering, som biblioteksafgiften kunne anses for vederlag for. Der blev lagt vægt på, at retten til at modtage biblioteksafgift var indført ved lov, og at bibliotek og låner havde mulighed for at indgå aftale om udlån af bøger mv. uden at indhente accept fra den pågældende eller andre forfattere mv. Skatterådet bekræftede ligeledes, at de honorarer/royalties, som forfatteren modtog i henhold til kontrakter med et forlag, måtte anses for vederlag for en kunstnerisk ydelse omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 7. Efter en samlet, konkret vurdering var det Skatterådets opfattelse, at forfatteren ikke havde foretaget en momspligtig overdragelse af ophavsrettighederne til de omhandlede bøger til forlaget. Der blev lagt vægt på, at i henhold til kontrakten beholdt forfatteren ophavsretten, mens udgivelsesretten var overdraget til forlaget. Under visse nærmere beskrevne forudsætninger ville udgivelsesretten dog gå tilbage til forfatteren. Derudover blev der lagt vægt på, at forfatterens honorar/royalties fortrinsvis blev bestemt efter konstateret salg. Forfatteren måtte derfor anses for at have foretaget en momsfri meddelelse af licenser vedrørende ophavsrettighederne til forlaget.

Denne SKM erstatter SKM2018.349.SKTST om retningslinjer for behandling af indsigelser over Skatteforvaltningens behandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser. Der er tale om en justering af retningslinjerne som konsekvens af nedlæggelsen af funktionen som Borger- og retssikkerhedschef med virkning fra april 2026.

Siden udsendelsen af styresignalet SKM2013.714.SKAT om præcisering af praksis for arbejdsudleje inden for transporterhvervet har Østre Landsret i SKM2018.548.ØLR og Skatterådet i SKM2020.76.SR truffet afgørelser, som har givet anledning til fortolkningstvivl. Desuden har Landsskatteretten truffet afgørelsen i SKM2025.708.LSR.

For at sikre ensartethed i forvaltningen samt imødekomme et behov for mere praktisk vejledning til borgerne og virksomhederne, fastlægges praksis ved udsendelse af dette styresignal samt tilsvarende præciseringer i Den juridiske vejledning, C.F.3.1.4.

Det nye styresignal indeholder en række konkrete eksempler vedrørende speditions- og vognmandsvirksomhed.

Spørger havde i forbindelse med skilsmisse fået udlagt kryptovaluta ved bodelingen. Kryptoaktiver bliver i de fleste tilfælde anset for formuegoder omfattet af statsskattelovens § 5.

Spørger gjorde gældende, at Spørger ikke havde erhvervet kryptoaktiverne med spekulationshensigt. Herudover gjordes det gældende, at der ikke var hjemmel til at anse Spørger for at have succederet i en evt. spekulationshensigt hos Spørgers fraskilte ægtefælle.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ved salg af de udlagte kryptovaluta var tale om en skattefri formuebevægelse, jf. statsskattelovens § 5. Det var Skatterådets vurdering, at de udlagte kryptovaluta måtte anses for erhvervet ved spekulation, og at fortjenesten ved salg derfor var skattepligtig.

Det var Skatterådets opfattelse, at det ikke var i overensstemmelse med gældende praksis omkring beskatning af kryptoaktiver, hvis ikke Spørgers erhvervelse af kryptoaktiver i forbindelse med udlægningen ved skilsmissen, var blevet omfattet af spekulationshensigten. Dette er også i overensstemmelse med praksis vedrørende gave og arv.

Skatterådet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at Højesteret i afgørelse gengivet i TfS 1999, 213 H havde udtalt, at udlæg af boslod, i form af et skatterelevant aktiv, i forbindelse med skilsmisse ikke udgjorde en afståelse, og at modtageren succederer i den tidligere ægtefælles anskaffelsessum og tidspunkt. Om der også kunne ske succession i hensigt skulle afgøres efter en konkret vurdering i forhold til de regler, der gælder for de modtagne aktiver. Kryptoaktiver blev anset for spekulationsaktiver, jf. Højesterets afgørelser i SKM2023.187.HR og SKM2023.188.HR og beskattes som sådan. Dette gjaldt også når kryptoaktiverne modtages ved gave og arv, jf. SKM2023.479.LSR, SKM2024.25.SR og SKM2024.431.SR.

PAF er et pensionsafgiftssystem, hvor formålet er at modtage pensionsinstitutternes og pengeinstitutternes indberetning af pensionsafgifter for ophævede pensionsordninger efter pensionsbeskatningsloven.

Denne vejledning knytter sig til de blanketter, som institutterne skal bruge, når de skal beregne afgiften ved udbetaling eller disposition af beløb på en pensionsordning.    

Vejledningen er delt op i en specifik vejledning til blanketterne P30 (07.049), P31 (07.050) og P32 (07.084) og P32U (07.084U):

• Angivelse af afgift.
• Kapitalpension - Sådan skal blanket P30 (07.049) udfyldes - Afgiftsberegning.
• Ratepension mv. - Sådan skal blanket blanket P31 (07.050) udfyldes - Afgiftsberegning.
• Aldersordning mv. - Sådan skal blanket O32 (07.084) og blanket P32U (07.084) udfyldes - Afgiftsberegning.

Der gøres opmærksom på, at Danmark ikke har udnyttet beføjelsen i momssystemdirektivets artikel 13, stk. 2. At dette fejlagtigt fremgår af begrundelsen i SKM2010.639.SR, kan ikke føre til et andet resultat, idet medlemsstaterne for at kunne påberåbe sig beføjelsen skal have fastsat en udtrykkelig bestemmelse herom i national ret.  

Under spørgsmål 1 bekræftede Skatterådet, at den tyske investeringsfond ikke skulle anses for begrænset skattepligtig til Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Det betød, at Fonden ikke pålægges dansk kildeskat af udbytter fra det danske selskab, som Fonden ejede 100 %.

Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet desuden, at investeringsfonden ikke var skattepligtig til Danmark i forbindelse med betaling eller tilskrivning af renter på kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor låntager var det danske selskab.