For Carsten Egeriis kom frygten i Danske Bank kontant til udtryk i hans mailindbakke. 

»Hvad gør vi i Danske Bank?« lød det altoverskyggende spørgsmål fra medarbejderne til deres øverste chef, den administrerende direktør.

Spørgsmålet opstod i februar, da det stod klart, at den nye amerikanske præsident, Donald Trump, havde i sinde at gøre alvor af sine trusler om et opgør med »woke«. 

Kort tid efter sin indsættelse udstedte præsidenten en række dekreter, som skal gøre op med de såkaldte DEI-programmer, der har været til heftig debat i USA de seneste år.

DEI står for »diversity, equity and inclusion«, og en lang række virksomheder i USA – og i Danmark – har politikker eller programmer, der skal sikre bedre adgang for minoriteter på arbejdsmarkedet.

Og dekreterne har tvunget amerikanske virksomheder til at rulle deres DEI-programmer eller politikker tilbage. Det gælder blandt andre giganterne Meta og Amazon. 

Men Trumps angreb på DEI-dagsordenen har også kunnet mærkes på denne side af Atlanten. 

Danske virksomheder, der opererer i USA, frygter at blive ramt af ny amerikansk lovgivning, og blandt andet har Novo Nordisk i USA droppet sine målsætninger for en mere mangfoldig ledelse. 

»Jeg fik enormt mange spørgsmål internt fra medarbejdere, der ville vide, om Trumps dekreter fik afgørende betydning for, hvordan Danske Bank forholder sig til DEI-dagsordenen,« fortæller Carsten Egeriis.

For få år siden kappedes topcheferne i dansk erhvervsliv om at blive afbildet i regnbuelogo-T-shirts, men de politiske vinde er skiftet. Særligt i USA, hvor Donald Trump har ønsket at afskaffe amerikanske virksomheders diversitetsfremmende politikker og programmer, som han opfatter som diskriminerende. 

På den baggrund har Berlingske interviewet Carsten Egeriis, administrerende direktør i Danske Bank, om at være en politisk topchef. 

Stærke holdninger til diversitet

Dagsordenen har fyldt meget for Danske Bank i de senere år, hvor virksomheden har gjort et stort nummer ud af at brande sig som en inkluderende arbejdsplads med plads til alle. 

Danske Bank har blandt andet et Rainbow Network, som er et netværk for medarbejdere, der definerer sig som lgbt+, og deres venner. 

Få uger efter Trumps anti woke-dekreter fejrede netværket fem-års jubilæum, fortæller Carsten Egeriis. Også til denne fejring dukkede spørgsmålet op. Ændrer vi på noget i Danske Bank?

»Det er en påmindelse til mig om, at det er enormt vigtigt, at jeg som administrerende direktør taler ind i den dagsorden,« siger Carsten Egeriis. 

Han har ingen holdning til den amerikanske administrations agenda, slår han fast. 

»Men jeg har en stærk holdning til, at vi i Danske Bank har fokus på at skabe en arbejdsplads, hvor man kan komme på arbejde og være sig selv,« siger han. 

Alt er kastet op i luften

Verdensudviklingen har ikke ligget på den lade side, efter at Donald Trump indtrådte i Det Hvide Hus endnu en gang. Det er kommet til udtryk både geopolitisk og makroøkonomisk. 

Med Trumps indtrædelse blev det tydeligt, at Europa ikke længere kan læne sig tilbage i troen på, at vores amerikanske storebror klarer ærterne for os i tilfælde af, at Ruslands krig ikke stopper ved den ukrainske grænse. 

Europæiske nationer, herunder Danmark, har allokeret langt flere penge til deres militær, og senest er medlemslandene i NATO blevet enige om at hæve deres forsvarsbudgetter til fem procent af bnp.

Også makroøkonomisk har verden fået Donald Trumps politik at føle. I begyndelsen af april gik han økonomisk i krig med resten af verden, da han indledte en toldkrig på en dag, han døbte Liberation Day – befrielsesdagen – for USA.

»Der er blevet genereret en enorm usikkerhed omkring hele dagsordenen for global handel. Alt blev kastet op i luften, og det skabte en markant nervøsitet,« siger Carsten Egeriis og henviser til, at det gjorde et tydeligt udslag i aktie-, obligations- og valutamarkederne. 

Aktiemarkederne er vendt tilbage på sporet, men dollaren er fortsat svækket. 

»Det fortæller mig, at der fortsat er en enorm usikkerhed omkring USA og den dagsorden, som Trump har i forhold til global handel og geopolitik.«

Spørgsmålet er ifølge Carsten Egeriis, om skaden er sket, og forholdet til USA aldrig bliver det samme igen, eller om Europa og Kina og resten af verden har en kort hukommelse. 

»Det er der ingen, der ved. Jeg ved det bestemt ikke. Men jeg ved, at det er blevet mere udfordrende at være topleder i den usikre verden. Det mærker jeg som administrerende direktør i Danske Bank,« siger han. 

Danske Bank diskriminerer ikke

Det gælder på flere områder, blandt andet dagsordenen for diversitet og inklusion. 

En dagsorden, som Danske Bank holder fast i. Både fordi det er det rigtige at gøre, mener Carsten Egeriis, men også, fordi det er det bedste for virksomheden fra et forretningsperspektiv. 

»Vi mener, det er den måde, vi får adgang til de bedste talenter i Danmark og i Norden, hvilket er helt afgørende for en bank, hvis fundament er mennesker,« siger han.

Det gælder både diverse inkluderende netværk, politikker for lige barselsvilkår uanset køn og bankens målsætning om 40 procent kvinder i ledelsen i 2028. 

»For mig er Danske Banks ageren ikke diskriminerende, den er tværtimod det modsatte,« siger han med henvisning til, at Donald Trump mener, at virksomheders målsætninger om at få mere diversitet i for eksempel deres ledelseslag er diskriminerende. 

De unge ved, hvad de vil have

Særligt den yngre medarbejderskare er meget opmærksom på, hvor bæredygtig virksomheden, de arbejder for, er. Det gælder arbejdet med diversitet, men også virksomhedens arbejde med for eksempel den grønne omstilling. 

I den seneste opgørelse fra Universum over, hvor de studerende gerne vil arbejde, er Danske Bank i år rykket to pladser op til en syvendeplads. Den bedste placering for banken nogensinde, fastslår Egeriis. 

»Jeg ser den fremgang også som et udtryk for, at de unge ser Danske Bank som en moderne arbejdsplads, hvor man kan udvikle sig, og som går op i den grønne omstilling og har fokus på DEI.«

Også den grønne omstilling har fået en hård medfart af den amerikanske præsident. Men Nordens fokus på den dagsorden har ikke ændret sig, mener Carsten Egeriis. 

Investeringer i vedvarende energi og ønsket om at opbygge grøn infrastruktur for at løsrive Europa fra Rusland har aldrig været vigtigere, siger topchefen.

»Det er ikke kun i lyset af klimaudfordringerne, men også på grund af national og europæisk sikkerhed. Det oplever jeg ikke, at der bliver sat spørgsmålstegn ved her i Norden.«

Det politiske topchefs trange kår

Alligevel er det på den store klinge blevet sværere at være topchef, som verden ser ud i dag, vurderer Carsten Egeriis. 

De senere år er det blevet en del af jobbeskrivelsen for en topleder at tage del i samfundsdebatten. Det gælder særligt for en stor bank, der er fuldstændigt flettet ind i det danske samfund. 

»For mig er det vigtigt, at vi har en holdning på de områder, hvor vi kan gøre en forskel. Som for eksempel på den grønne omstilling,« siger han. 

Vi havde vænnet os til at være en globaliseret verden, hvor vi specielt i den vestlige del af verden var enige om de samme sandheder. Men vindene er skiftet. 

Virksomheder i Danmark har umiddelbart langt mere på spil og kan ende i en klemme mellem de moderne medarbejderes ønsker og lovens bogstav.

»Det gør det sværere at agere som topleder,« siger Carsten Egeriis og tilføjer:

»Kommunikation er vigtigere end nogensinde med den usikkerhed, der hersker. Du er nødt til at være ærlig overfor dine medarbejdere om, hvad du kan og ikke kan, og hvorfor du agerer, som du gør.«

Hvad angår diversitetsdagsordenen har han derfor også på mange forskellige platforme forsikret bankens medarbejdere om, at Danske Bank holder fast i sit værdisæt. 

Han påpeger selv, at Danske Bank ikke leverer produkter til amerikanske myndigheder og derfor umiddelbart ikke er omfattet af de udstedte dekreter. 

Men selv hvis banken var, mener han ikke, at Danske Banks arbejde med diversitet er diskriminerende. 

Først fremsendte han truslen tv-transmitteret med en paptavle i hænderne – nu kommer den med posten.

En venlig påmindelse om, at en vigtig deadline er ved at udløbe, og at Donald Trump ikke har glemt, hvilke lande der »udnytter« USA.

For fredag vil præsidentens administration begynde at sende breve ud – adresseret til de nationer, der ikke har accepteret den amerikanske straftold.

Af disse vil det fremgå, hvilken toldsats Donald Trump vil pålægge landet, hvis ikke der bliver givet indrømmelser. Det skriver Bloomberg.

Der vil i første omgang blive sendt »ti eller 12« breve ud. Resten vil blive postet i løbet af de næste par dage, lyder det fra Trump, som fortæller, at administrationen vil have afsendt alle breve inden 9. juli.

Det er den dato, der markerer præsidentens egenfastsatte deadline for den 90-dages pause, han selv proklamerede i kølvandet på den massive markedsuro, hans fremfærd havde forårsaget.

Nu trækker han imidlertid igen toldhammeren op af skuffen og annoncerer, at der i brevene vil blive varslet straftold på mellem ti og 70 procent, der skal træde i kraft 1. august.

Det er satser, der ligger på linje med dem, præsidenten tidligere præsenterede i Rosenhaven foran Det Hvide Hus.

Spørger man Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea, skal brevene ses som en selviscenesættende manøvre, der på en ukonventionel måde gør en række lande opmærksomme på, at de ikke har indgået en aftale med USA – og at det vil være en god idé set fra præsidentens perspektiv.

Nemmere med et brev

Tolden har indtil videre været en god forretning for USA.

Ifølge Financial Times er de amerikanske toldindtægter firdoblet til 24,2 milliarder dollar i maj, som er den første hele måned siden den amerikanske generelle told på ti procent trådte i kraft.

USA bliver altså nu mærkbart kompenseret for det dundrende underskud på handelsbalancen, som er hele Trumps raison d’etre for handelskrigen.

»Pengene begynder at vælte ind. Det betyder noget. Men selvom toldindtægterne bliver relativt betydelige, er det ikke nok til at dække det hul, der er på de offentlige finanser i USA,« siger Helge Pedersen.

Særligt ikke efter Trumps – efter eget udsagn – »store smukke lov«, der koster tusindvis af milliarder, blev vedtaget natten til fredag.

Ifølge Financial Times dækker toldindtægterne kun omkring 7,7 procent af det føderale underskud, der lød på på 316 milliarder dollar i maj.

Helge Pedersen vurderer derfor ikke, at det tikkende kasseapparat er udslagsgivende eller markerer, at der igen vil blive skruet helt op for toldblusset.

Donald Trump ønsker stadig at underskrive handelsaftaler og dermed kunne udråbe sig selv som sejrherre. Det bliver dog på ingen måde frihandelsaftaler – toldmuren består.

Men muren bliver formentlig lavere end det, præsidenten truer med nu og truede med i Rosenhaven, lyder vurderingen.

Det viser sig blandt andet i onsdagens aftale med Vietnam, der har accepteret en told på 20 procent på varer, der eksporteres til USA. Her lagde Trump ud med 46 procent.

»Toldsatsene bliver en del af hans handelsaftaler. Trump har en minimumstold på ti procent, der kommer til at gælde for stort set alle områder,« siger Helge Pedersen, der forventer, at den sats bliver et minimum, alle lande må affinde sig med.

Der er dog, i eksempelvis handelsaftalen med Kina, varegrupper, som USA gerne vil importere billigt, der er undtaget told, mens der er op mod 55 procent straftold på andre kinesiske varer.

Og der er ligeledes en 25-procent told på blandt andet stål aluminium og biler, som importeres fra Europa.

Donald Trump er dog ikke sikker på, at USA er interesseret i handelsaftaler – må man forstå.

Torsdag blev præsidenten spurgt, om der var andre aftaler på vej. Ifølge Bloomberg svarede han, at administrationen »har et par andre aftaler« på vej.

»Men du ved, jeg tenderer til at sende et brev ud og sige, hvilke toldsatser de skal betale. Det er meget nemmere,« sagde han.

Vil sende flere trusler afsted

Men brevene skal, ifølge Helge Pedersen, foruden en venlig påmindelse om, hvad præsidenten er klar til, ses som et udspil til forhandling og en opfordring til at indgå handelsaftaler.

Selvom de aftaler, der er indgået med blandt andet Storbritannien og Vietnam, snarere har karakter af et forståelsespapir eller en rammeaftale, hvor der på relativt få sider er nedfældet et udgangspunkt for videre forhandlinger.

»Det er ikke voldsomt omfattende eller bindende, og spørgsmålet er, hvor gældende de er juridisk set. Men for Trump er det afgørende at fremvise en sejr,« siger Helge Pedersen.

Derfor vurderer han, at USA er klar til at forlænge perioden, før de højere toldsatser slår igennem, hvis der er fremgang i forhandlingerne.

»Men han vil komme med trusler om relativt høje toldsatser til de lande, hvor han ikke føler, der har være fremskridt,« siger Helge Pedersen, der vurderer, at EU-landene vil ende med en pålagt straftold på mellem ti og 20 procent.

Selvom EU og USA endnu ikke har indgået en handelsaftale, forventes en sådan inden Trumps deadline i næste uge. Det fortalte Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, torsdag.

Det er mindre end et år siden, at SAS blev afnoteret og 250.000 aktionærer endegyldigt tabte deres investeringer. Men konkurs, rekonstruktion og ejerskifte har nu skabt en helt ny situation i det tidligere så permanent kriseramte selskab.

Nu vælter det ud med positive og optimistiske nyheder.

Først nyheden tirsdag om, at SAS investerer 25 milliarder kroner i at udvide flyflåden markant med op til 50 procent. Det er næsten 30 år siden SAS sidste købte fly på denne måde. 

Fredag lød det så, at den fransk-hollandske luftfartskoncern Air France-KLM vil øge sin ejerandel i SAS fra 19,9 til 60,5 procent og dermed blive majoritetsaktionær.

Nogle ifølge iagttagere er det klokkeklare tegn på, at SAS er i markant bedring.

Air France-KLM var udover den danske stat én af tre aktører, der i oktober 2023 gik sammen om at skyde 1,2 milliarder dollar – godt otte milliarder kroner – ind i SAS og redde selskabet i forbindelse med en konkursproces.

De andre var Århus-milliardær Henrik Lind og investeringsselskabet Castlelake, der nu har tænkt sig at sælge deres andele til Air France-KLM.

Og selvom det hele tiden har været forventningen, sker det langt forud for det, som dengang var tænkt.

Skuden vendt på »rekordtid«

Det påpeger blandt andet Ole Kirchert Christensen, der i årevis har fulgt SAS og industrien tæt som chefredaktør på luftfartsmediet Check-In.

»Siden oktober 2023 har det ligget i kortene, at Air France-KLM ville overtage majoriteten i SAS. Det var en del af den oprindelige aftale, når nogle bestemte mål blev opfyldt,« siger han.

Redaktøren fremhæver, at SAS sidste sommer skiftede flyalliance (hvor selskaber blandt andet samarbejder om at sælge hinanden billetter) og blev en del af SkyTeam, som Air France-KLM også er en del af. SAS var før medlem og stifter i den konkurrerende Star Alliance. 

»Det har været en stor succes, og SAS forventes i indeværende regnskabsår at få et positivt driftsoverskud for første gang siden 2019. Det vidner om, at det på rekordtid er lykkedes at vende skuden,« siger Ole Kirchert Christensen.

Hans Jørgen Elsnæs, norsk luftfartsanalytiker og rådgiver i branchen, er enig.

»For at Air France-KLM skulle blive majoritetsaktionær, måtte SAS levere på en række nøgletal,« siger han.

»Det sker tidligere end forventet. Deres mål var at blive majoritetsaktionær i SAS inden for de næste to-tre år.«

Spørgsmålet er nu, hvilke planer Air France-KLM har med SAS?

De store vinder i branchen

Opkøbet af SAS skriver sig ind i en større konsolideringstendens i den europæiske luftfartsindustri.

»Tendensen er, at de store bliver større, og her er Skandinavien er et vigtigt marked for Air France-KLM,« siger Hans Jørgen Elsnæs.

Ole Kirchert Christensen siger ligeledes, at der er meget få luftfartsselskaber tilbage i Europa, der ikke er den del af trenden.

Han henviser til, at næsten hele det europæiske marked er konsolideret inden for de tre store europæiske luftfartskoncerner Air France-KLM, Lufthansa-koncernen og IAG (British Airways og Iberia) – og i de flyalliancer, som de står i spidsen for.

Udenfor står dog de uafhængige lavprisselskaber Ryanair, der er det suverænt størst på passagertal, og EasyJet. 

Men med kontrol over SAS vil Air France-KLM kunne sætte sig tungt på Skandinavien og forbindelserne herfra.

»Når man får fuldt ejerskab i SAS, kan man også indlede det her længe ventede transatlantiske joint venture, hvor Air France, KLM og SAS sammen med Delta og Virgin Atlantic kan udnytte kapaciteten hen over Atlanten,« siger Ole Kirchert Christensen.

Både han og Hans Jørgen Elsnæs fremhæver også, at Air France-KLM er rendt ind i kapacitetsbegrænsninger i Schiphol Lufthavn i Amsterdam. 

»Imens udvider Københavns Lufthavn de årlige passagerer fra 32 til 40 millioner. Så er det godt for Air France-KLM at være tættere forbundet til SAS og København,« siger Ole Kirchert Christensen.

Air France-KLM har da også annonceret, at man forventer at få flere langdistanceruter ud af København. 

100 procent pragmatik

Alt i alt lover den seneste udvikling godt for SAS, mener de to iagttagere.

»SAS er på vej til at blive et moderne, internationalt flyselskab. Tiden med tre skandinaviske ejere, som det hele altid skulle afstemmes imellem, er forbi,« siger Ole Kirchert Christensen.

»Nu tænker man 100 procent pragmatisk og kommercielt, og det er en god ting for SAS.« 

Samtidig kan tidligere SAS-aktionærer fra de deprimerende dage på børsen nu se et SAS, der kan købe fly for 25 milliarder kroner.

Ole Kirchert Christensen påpeger også, at den slags ordrer kræver en finansiel position, som SAS ikke havde for få år siden.

Og selvom milliardordren ifølge Hans Jørgen Elsnæs formentlig hænger sammen med investeringen fra Air France-KLM, forstår han godt, hvis tidligere aktionærer sidder lidt måbende tilbage over den hurtige omstilling.

De har dog ikke rigtig noget at være bitre over. 

Tabsramte aktionærer bør ikke være skuffede

I forbindelse med konsortiets redning i sommeren 2024 blev SAS afnoteret fra børsen.

Selskabets cirka 250.000 aktionærer – hvoraf omkring 100.000 var danske – fik intet ud af det.

»Det her viser, at de private investorer nogle gange kan komme i klemme i en rekonstruktion. Og særligt når det, som i tilfældet med SAS, skal gå meget hurtigt,« siger Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening.

Han vurderer, at mange af de tabsramte aktionærer formentlig sidder tilbage med undren over, hvorfor SAS ikke for flere år siden var i stand til at satse offensivt, som man ser nu.

Men.

»Når det er sagt, så var der jo tilsyneladende mange omstændigheder, som gjorde, at det gamle SAS ikke kunne vendes til en sund forretning,« siger Mikael Bak.

Han ærgrer sig dog over, at de nye ejere ikke lod de private investorer beholde eksempelvis ti procent af aktierne.

»På den anden side har de jo også selv løbet en risiko, for ingen vidste jo dengang, hvordan det ville gå for SAS,« siger Mikael Bak.

Heller ikke Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, mener, at nogen med rette kan føle sig ført bag lyset.

»Jeg forstår godt, hvis de tabsramte SAS-aktionærer i dag er lidt skuffede. Men der er ikke foregået noget fordækt, for 'det gamle' SAS kunne ikke fortsætte, og aktionærerne blev i god tid varslet om, at deres aktier ville blive værdiløse.«

Da Kaspar Basse i 2002 åbnede en lille juicebar i Ny Østergade midt i København, havde han formentlig ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det skulle udvikle sig til et globalt erhvervseventyr.

Men baren blev til en hel kæde under navnet Joe & the Juice, og i dag er den til stede på omkring 400 lokationer i 20 lande.

Kaspar Basse har dog for længst sluppet kontrollen med livsværket, der i dag har den amerikanske kapitalfond General Atlantic som hovedejer.

Og ejeren har tilsyneladende enorme planer med sin danske kæde.

Således skriver Bloomberg, at General Atlantic pønser på at børsnotere Joe & the Juice på børsen i USA til en værdi på omkring 15 milliarder kroner.

Topchef Thomas Nørøxe er imidlertid fåmælt om sagen:

»Jeg er ikke bekendt med, at en børsnotering er kommet væsentligt tættere på og har derudover ikke yderligere kommentarer,« skriver han i en mail til Børsen.

»En unik mulighed«

Tidligere har den danske topchef imidlertid ikke lagt skjul på, at han selv har kæmpe ambitioner for virksomheden, som han i fire år har stået i spidsen for.

Planen er, at vi skal åbne tusindvis af butikker over de kommende år, og vores ejere tror på, at vi kan blive the category killer (helt førende, red.) inden for juice,« fortalte han sidste år til Berlingske.

»Vi står i hvert fald med en unik mulighed, og jeg tror på, at vi kommer til at skabe en unicorn (et selskab med en værdi på én milliard dollar, red.) med base i Danmark,« tilføjede han.

For nylig præsenterede Joe & the Juice et regnskab for 2024, der viste en omsætning på 2,8 milliarder kroner og et overskud på 143 millioner kroner.

Det var en markant forbedring i forhold til de foregående år, hvor Joe & the Juice har haft så meget fart på ekspansionen, at der har været underskud på bundlinjen.

»Tidligere har det amerikanske marked haltet bagefter, men nu ser vi faktisk, at der er endnu højere vækst i USA end i Storbritannien, som ellers stadig performer godt for os. Det er en bred kam af markeder, der er med til at sikre væksten,« sagde Thomas Nørøxe i den forbindelse til Børsen.

Boligmarkedet sætter lige nu den ene rekord efter den anden.

Er du sælger, kan du glæde dig over, at boligmarkedet i København var tæt på at sætte endnu en rekord i juni. 

Anderledes ser det dog ud, hvis du køber, og særligt hvis du er forælder til et ungt menneske, der gerne vil bo i en lille ejerlejlighed i København. 

Nye tal fra Boligsiden viser, at udbuddet af boliger til salg faldt i juni. Og det er langtfra normalt, afslører Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit. 

Normalt topper udbuddet af boliger i juni og falder derefter løbende hen over efteråret og vinteren. Men i år er boligudbuddet allerede toppet i maj.

Tæt på historisk lavt udbud

Særligt i de store byer, hvor riften om ejerlejlighederne er stor, er udbuddet faldet markant det seneste år. 

På landsplan er udbuddet af ejerlejligheder ifølge Boligsidens tal faldet med 12 procent. Men i København er udbuddet faldet med 30 procent mellem juni 2024 og juni 2025. 

»Det er et tæt på historisk lavt udbud i København,« fortæller Lise Nytoft Bergmann til Berlingske. 

Udbudstallene fra Boligsiden går tilbage til 2011, og kun i tre korte perioder i de seneste 14 år har udbuddet af ejerlejligheder været lavere i byerne, end det er lige nu. 

Det drejer sig om februar 2021, februar 2022 og en kort periode i vinteren 2013. 

Ved udgangen af juni var der 1310 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune, mens der på Frederiksberg var 188 ejerlejligheder til salg. Det er på Frederiksberg otte procent færre end ved udgangen af juni sidste år. 

Samtidig er priserne på ejerlejligheder i København steget 17 procent det seneste år og 25 procent de seneste to år, oplyser Lise Nytoft Bergmann. 

En svær cocktail

I kombination med det lave udbud af boliger er det derfor blevet markant sværere for de unge, der er privilegeret af, at deres forældre har råd til at foretage et forældrekøb. 

»Man skal nok indstille sig på, at lejligheden ikke bliver nær så lækker, som hvis den var købt for ét eller to år siden,« udtaler boligøkonomen. 

Lise Nytoft Bergmann er selv censor på CBS i København, og netop boligsituationen i København er noget, der plager de unge studerende. 

»Hvis man bosætter sig uden for København er mulighederne gevaldigt meget bedre. Men det er jo ikke derfor, de unge vælger at læse i København.«

Ud over at priserne på ejerlejligheder er steget, er det også blevet sværere at få fat i en lejebolig eller andelslejlighed, pointerer Lise Nytoft Bergmann. 

Blandt andet fordi der ifølge boligøkonomen bliver bygget færre boliger i København end hidtil. Flere andelslejligheder bliver slået sammen, og de små andelslejligheder forsvinder i stigende grad ud af bybilledet, lyder vurderingen. 

»Det er en cocktail, som gør det sværere for de unge mennesker at finde et sted at bo. Og det gælder ikke kun dem, der har forældre, som kan købe,« siger hun. 

Søg mod Aalborg

I weekenden er der ansøgningsfrist for de studerende, der skal søge ind på landets universiteter.

Og selvom man ikke bør vælge uddannelse efter boligpriser og boligudbud, er det værd at skele til, hvis det er muligt at tage den samme uddannelse flere steder, mener Lise Bytoft Bergmann. 

»Der er nogle steder i landet, hvor det er væsentligt nemmere og billigere at finde en attraktiv bolig, og det gælder både i forhold til lejeboliger og forældrekøb,« lyder det. 

I Aalborg er udbuddet af ejerlejligheder eksempelvis steget med 16 procent mellem juni i år og juni sidste år. Og priserne er faldet med to procent i samme periode. 

Også i de andre studiebyer er udbuddet af ejerlejligheder ligesom i København faldet. Men i Odense er det kun faldet med 11 procent, og priserne er kun steget med seks procent det seneste år.

I Aarhus er udbuddet faldet med 28 procent siden juni sidste år, mens priserne på ejerlejligheder er steget med fem procent i samme periode.

Sidste sommer skete der noget helt utroligt for midtjyske Niels.

Han fik pludselig besked om, at en ukendt tredjemand havde betalt Skats krav mod ham i en erstatningssag, der udspringer af Skats køb af de lækkede Panama Papers.

Hvem, den velbeslåede pengemand var, kunne Niels imidlertid ikke få at vide.

Flere politikere og en tidligere departementschef undrer sig over Skattestyrelsens håndtering af sagen.

De kalder forløbet, som Berlingske for nylig omtalte, for »helt besynderligt« og taler om »underlig sagsbehandling« og »forskelsbehandling«.

»Ud over at være meget mystisk virker det også retssikkerhedsmæssigt skævt. Nogle borgere bliver øjensynligt behandlet bedre end andre,« siger Venstres skatteordfører Preben Bang Henriksen.

»Hvis jeg var en af dem, der selv havde betalt, ville jeg da stille mig noget undrende overfor, at jeg ikke kunne blive en del af den ordning,« tilføjer han.

En række skatteborgere i samme situation har enten betalt frivilligt eller er efter en dom blevet pålagt at betale Skats krav mod dem.

Niels slap dog ikke for en tur i retten.

Selvom Skattestyrelsen havde fået sine 645.000 kroner, kørte skattemyndighederne på med erstatningssagen mod Niels.

Preben Bang Henriksen kalder Skattestyrelsens sagsbehandling både »skjult, dybt kritisabel og underlig«. Han mener, at Panama-sagerne har udviklet sig til »skattevæsenets kispus med borgerne«.

»Hvor vi i det offentlige i videst mulig omfang tilstræber åbenhed, er den samlede sagsbehandling i Panama-sagerne desværre udtryk for, at systemet dels lukker sig, dels øjensynlig forskelsbehandler,« siger han.

Hvem har en interesse i at betale?

Enhedslistens Pelle Dragsted kalder det en »besynderlig historie« og hæfter sig også ved, at skatteborgerne stilles meget forskelligt.

Men det, der ifølge Pelle Dragsted også er »lidt interessant ud fra et politisk perspektiv, er, hvem der har haft en interesse i at betale den her pænt store skattegæld«.

»Er det penge, man har betalt, fordi man har ønsket at undgå en retssag, hvor der måske kunne komme oplysninger frem, som ikke vil være fordelagtige for betaleren – altså, den pågældende virksomhed – for det er vel dét, der er tale om.«

»At for eksempel en bank har ønsket at få afsluttet sagen uden den offentlighed, der følger med en retssag, og som de har undgået nu,« siger Pelle Dragsted.

Skat påpegede allerede i 2018, at banker spillede en »aktiv rolle« i skattelysagerne, men som Berlingske har afdækket, er Skat i første omgang gået efter skatteborgerne.

Hvorvidt bankerne siden er blevet stillet til ansvar, har hverken Skattestyrelsen eller skatteministeren villet svare på.

Efterlyser placering af ansvar i Panama-sager

Nordea har dog – efter Ekstra Bladets omtale i oktober 2022 – offentligt bekræftet, at Skattestyrelsen varslede et krav mod Nordea Luxembourg. Men hvordan den sag er endt, vil ingen svare på.

»Man sidder tilbage med et uafklaret spørgsmål: Hvem bærer egentlig ansvaret for det her? Er det bankerne? Er det rådgiverne? Er det den enkelte borger? Det får vi nok aldrig svar på,« siger Pelle Dragsted.

Derfor ærgrer det ham, at der måske ikke bliver ført nogen straffesager i Panama-komplekset, for »der kunne man få afprøvet, om der faktisk var et personligt strafansvar«.

De fleste straffesager mod enkeltpersoner er, som Berlingske har afdækket, lagt ned.

Pelle Dragsted har på to samråd forgæves forsøgt at få svar på, hvorfor NSK og anklagemyndigheden til manges overraskelse ikke har rejst tiltale i de mange sager, hvor der ifølge Skat er sket skatteunddragelse i meget stort omfang.

Ud af 57 straffesager er 48 sager lagt ned. I de ni resterende sager overvejer NSK, om der skal rejses tiltale mod de ni sigtede enkeltpersoner.

»Er pengene det vigtigste?«

Peter Loft, tidligere og mangeårig departementschef i Skatteministeriet og siden folketingskandidat for Liberal Alliance, finder det »helt besynderligt«, at den pågældende, altså Niels, ikke kan få at vide, hvem der har indfriet Skats krav.

Han synes ikke, at sagen og forløbet er »særlig pænt«.

»Skat har til en vis grad indtaget en holdning om, at målet helliger midlet. Altså, hvis vi kan få pengene ind, så gør vi det. Også hvis det indebærer, at man må give køb på et forvaltningsretligt princip om ligebehandling,« siger Peter Loft og fortsætter.

»Lukketheden er formentlig en betingelse for, at staten kunne få pengene fra tredjemand. Men er det pengene, der er det vigtigste? Er det ikke retfærdigheden og principperne? Da jeg var departementschef, havde jeg den holdning, at vi førte retssager for at finde ud af, hvad der var gældende ret. Her fører man sager for at vinde dem.«

I erstatningssagen mod Niels ville Skattestyrelsen have ham til at erkende, at han havde handlet ansvarspådragende, selvom tredjemand havde betalt kravet og dermed underforstået må have påtaget sig skylden.

Skattestyrelsen ville også have Niels dømt for at være erstatningsansvarlig for et fremtidigt, hypotetisk skattekrav, der måtte dukke op i hans Panama-selskab.

Men den måtte Skattestyrelsen længere ud på landet med.

Retten i Viborg slog fast, at Skat ikke havde »en aktuel retlig interesse« i sagen.

Er det en skattepligtig gave?

Preben Bang Henriksen vil på baggrund af Berlingskes omtale af Niels' sag stille spørgsmål til skatteminister Rasmus Stoklund (S).

Blandt andet for at få svar på, hvem den mystiske pengemand er, og hvad der ligger til grund for skattemyndighedernes tavshed om navnet på »giveren«.

Preben Bang Henriksen vil også have skatteministeren til »at bekræfte, at skatteyderen skal beskattes af den modtagne gave«, der ligger i, at »vedkommende slipper for at betale en skattegæld«.

I så fald vil det – ifølge Preben Bang Henriksen – være Niels' opgave at skulle bevise, at »der ikke er tale om en gave, men derimod et erstatningsbeløb«.

Og så kan det virkelig blive op ad bakke for Niels.

For hvis staten indgår forlig i en erstatningssag, er det typisk med en fortrolighedsklausul, som betyder, at parterne ikke må oplyse, om der er indgået en aftale, og hvad den indeholder.

Forelagt kritikken skriver fagdirektør i Skattestyrelsen, Kim Tolstrup, at han generelt for sagerne i Panama Papers kan sige, at »Skattestyrelsen er optaget af at sikre, at de skatter, der skulle have været betalt til statskassen, også bliver det«. 

»Det indebærer, at vi har vurderet mulighederne for at rejse krav mod tidligere kapitalejere og ledelsesmedlemmer, rådgivere og hvem, vi ellers mener at kunne løfte bevisbyrden for at forfølge kravene hos,« skriver han.

Kim Tolstrup gør det også klart, at Skattestyrelsen ikke forsøger at få krav betalt to gange.

Den udskældte kapitalfond Macquaries overtagelse af TDC har affødt hård kritik og massive bekymringer.

Spørger man den australske fond, føler man sig dog ikke miskrediteret, dæmoniseret eller misforstået. Faktisk afviser Macquarie at være blevet mødt af direkte kritik.

Alligevel bryder kapitalfonden tavsheden og forsvarer sig i kølvandet på købet af TDC-koncernen og dermed det kritiske danske telenet.

I et interview med Berlingske adresserer Nathan Luckey, chef for Macquaries europæiske investeringer i digital infrastruktur, nu en række af de ubesvarede spørgsmål, overtagelsen har medført.

For hvad skal der ske med den gældsplagede koncern, som er afgørende for den nationale sikkerhed?

Et spørgsmål, der har fået flere af folketingets partier til at ønske handlen stoppet og skabt frygt for hovedejeren, som tidligere har markeret sig som en kontroversiel og brutal investor i en række lande.

Sager, der har fået den britiske avis The Times til at give den australske fond tilnavnet »Vampyrkænguruen« – med henvisning til fondens offensive tilgang til at skaffe afkast og udbetale udbytter til sig selv. 

Og mens bekymrede politikere råber vagt i gevær, gransker myndighederne handlen. Den ansvarlige minister skal i sidste ende godkende, om Macquarie overhovedet må eje kritisk dansk infrastruktur.

Det har staten tidligere sat en stopper for.

Samtidig kan købet af TDC-koncernen medføre et milliardtab for tre af landets største pensionskasser. De trak sig i maj ud af den pinefulde investering og gjorde det dermed muligt for Macquarie at overtage.

Det er dog ikke på det bagtæppe, at kapitalfonden nu taler med pressen, fortæller Nathan Luckey.

Årsagen er praktisk: Kommunikationsopgaven påhvilede pensionskasserne, da de ejede halvdelen af TDC. Nu ligger den opgave hos Macquarie.

»Da de danske fonde besluttede deres exit, blev det os, der trådte ind i den rolle,« siger Nathan Luckey.

Intet odiøst

Det er også forklaringen på, at Macquarie i marts – to måneder før salget blev annonceret i maj – forsøgte at bringe møder i stand med en række ministre.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, har både finansminister Nicolai Wammen (S), digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) modtaget enslydende henvendelser fra kapitalfonden via e-mail.

Ingen af ministrene ville imidlertid møde Macquarie, der ønskede at »diskutere« TDC og ville fortælle, hvad fonden har bibragt koncernen siden 2018.

Det fik de dog lejlighed til at gøre med embedsmænd fra de to sidstnævnte ministerier.

»Mange ville ikke mødes, og det er okay. Det var ikke nødvendigt, men vi ville sørge for, at vi havde forsøgt at række ud, hvis nogle skulle have nogle spørgsmål,« siger Nathan Luckey og fortæller, at Macquarie løbende har haft uformelle samtaler med politikere og embedsmænd.

Endte I med at mødes med en minister?

»Jeg tror ikke, vi havde nogle formelle møder med nogen ministre i den proces.«

Men hvorfor ville I mødes med ministre?

»Vi ville ikke mødes med ministre. Vi ville række ud til regeringen i den bredeste forstand, hvilket inkluderer politikere og embedsmænd. Dels for, af høflighed, at give en heads up om, at de danske fonde ønskede at træde ud, og vi ønskede at købe. Men også tage det møde og bruge det som en mulighed for at genfortælle, hvem vi er, hvad vi vil, og hvad vi har gjort for TDC.«

Det var altså ikke et spørgsmål om at gøde jorden, lyder det fra Nathan Luckey, der dog fortæller, at det kræver tillid at eje kritisk infrastruktur, og at de virksomheder, kapitalfonden investerer i, »er vigtige for samfundet«.

»Et blodigt spor«

Netop derfor har handlen affødt hård kritik af regeringen, da flere partier har udtrykt bekymring over, at kritisk infrastruktur falder i Macquaries hænder.

»Når man har nogen, der vil købe TDC, som har efterladt et blodigt spor af ødelæggelse bag sig, undrer det mig virkelig, at man ikke har gjort noget aktivt for at forhindre dem i at overtage kritisk infrastruktur,« sagde SFs erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, til Berlingske i sidste uge.

Kritikken henviser blandt andet til kapitalfondens rolle i udbytteskandalen, hvor europæiske statskasser blev lænset for milliarder. Også skandalen omkring Macquaries tidligere ejerskab af det britiske vandforsyningsselskab Thames Water spiller ind.

Allerede da Macquarie i 2018 overtog halvdelen af TDC, advarede et af konsortiets medlemmer mod at lade australierne overtage mere end 50 procent af koncernen og investere i kritisk dansk infrastruktur.

Det ville ikke være »hensigtsmæssigt«, lød det fra Torben M. Andersen – formand for ATP og økonomiprofessor.

Som svar på politikernes kritik anfører Nathan Luckey, at Macquarie ikke skal betragtes som andre kapitalfonde, som typisk leder efter et hurtigt afkast, men derimod differentierer sig ved at investere i infrastruktur og har en længere tidshorisont.

Han understreger desuden, at fonden har investeret massivt i udrulningen af fibernet, 5G og udfasningen af det gamle kobbernet – samt at Macquarie ikke har trukket penge ud af TDC.

»Hvis ikke vi havde investeret i fibernet, ville TDC ikke have haft en lang fremtid foran sig,« siger han og inddrager selv fondens tidligere ejerskab af Københavns Lufthavn, som eksempel på, hvordan Macquarie ejer kritisk dansk infrastruktur.

Det gør han flere gange under interviewet.

Macquarie var ejer mellem 2005 og 2017, og Lufthavnen i Kastrup var ifølge Nathan Luckey en væsentligt mere profitabel forretning, da kapitalfonden afhændede selskabet, end da det blev købt.

»Vi byggede nye terminaler, vi opgraderede kapaciteten, passagertallet steg med over 40 procent, mens antallet af medarbejdere steg med over 40 procent,« siger han.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, trak fonden dog betydelige beløb ud af lufthavnen i ejerperioden. Der pågik senere et slagsmål med de danske skattemyndigheder om beskatningen af disse udbytter.

Og det var netop reminiscenserne fra dengang, der var årsag til, at finansminister Nicolai Wammen i december annoncerede, at staten brugte 32 milliarder skattekroner på at nationalisere lufthavnen. Her udnyttede staten en forkøbsret via ATP for at tage kontrollen.

Dengang blev Macquarie ikke nævnt ved navn, men som Berlingske tidligere har beskrevet, var årsagen til nationaliseringen, at kapitalfonden havde vist interesse for aktieposten.

Det ønsker Nathan Luckey ikke at bekræfte.

»Vi var ikke involveret i, at den danske stat besluttede at udnytte en forkøbsret. Det har ikke noget med os at gøre,« siger han, men tilføjer:

»Jeg kan sige mere generelt, at vi er en aktiv investor i infrastruktur, som altid er på udkig efter muligheder verden over. Hvis der havde været mulighed for at købe alle de aktiver tilbage, som vi desværre har været nødt til at sælge gennem årene, ville vi selvfølgelig det.«

For der bliver brugt »blod, sved og tårer« på at skabe gode forretninger – må man forstå.

Men I føler jer ikke misforstået?

»Der er ikke nogen, der kommer til mig med de udfordringer. Du siger, folk ser sådan på os. Det er ikke et synspunkt, der bliver udtrykt over for os direkte. Og derfor kan jeg ikke tænke, at vi bliver misforstået.«

Har tabt milliarder

Det er nu op til erhvervsstyrelsen og i sidste ende erhvervsminister Morten Bødskov at tage stilling til, om Macquarie skal forhindres i at købe resten af TDC.

Der pågår lige nu en granskning efter investeringsscreeningsloven, som ifølge Berlingskes oplysninger befinder sig i den såkaldte fase to, hvor der endeligt skal tages stilling til, om købet kan godkendes.

Adspurgt, hvad Macquarie forventer, at der kommer ud af den proces svarer Nathan Luckey:

»Det er fuldstændig op til dem, hvordan den proces går. Vi giver den information, der efterspørges.«

Der forventes en afgørelse i løbet af et halvt års tid, lyder det videre.

Og såfremt købet godkendes, vil Macquarie følge den plan, der fra starten blev lagt for det tidligere konsortiums ejerskab.

Indtil videre er planen dog kuldsejlet.

Kapitalfonden købte TDC for 41 milliarder kroner ved primært at stifte gæld i selskabet, hvilket siden har martret koncernen, der nu har en gæld på 63 milliarder.

Samtidig har TDC kørt med årelange underskud, som samlet er løbet op i næsten 18 milliarder kroner.

»Det er under vores forventede afkast indtil videre,« siger Nathan Luckey.

Hvad gældsbjerget og den manglende evne til at tjene penge har betydet for markedsprisen, er imidlertid usikkert.

Pensionskassernes exit kan dog have medført et milliardtab for danske pensionskunder, men ingen af konsortiets medlemmer ønsker at kommentere prisen.

»Det kan jeg desværre ikke afsløre. Det er fortroligt mellem sælgerne og køber,« siger Nathan Luckey, men understreger, at pensionskasserne har fået rede penge for deres ejerandel.

»Det er ikke papir, der skifter hænder – det er rigtige penge. De danske fonde træder helt ud og vil ikke længere have økonomisk interesse i TDC. Vi betaler kontanter, og de giver os aktier og lån,« siger han.

Nu skal Nathan Luckey finde ud af, hvordan Macquarie kommer ud af investeringen med skindet på næsen.

Her er det ambitionen at sælge TDC-koncernens to forretningsben hver for sig – ligesom det altid har været planen, fortæller han.

Der er tale om de to driftsselskaber TDC Net, der råder over det kritiske telenet samt master – og Nuuday, der dækker over selskaber som YouSee, bredbåndsselskabet Hiper og mobilselskabet Telmore.

Selvom et salg af Nuuday har været på tale længe for at komme af med gælden, er det ikke lykkedes.

Nathan Luckey oplyser, at fonden har en investeringshorisont på 10 til 12 år, hvilket betyder, at et salg kan finde sted mellem 2028 og 2030.

Til den tid håber Macquarie at lande et »tocifret afkast i den lave ende« ved at sælge hele koncernen.

I år er det 100 år siden, ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen i Struer lagde grundstenen til virksomheden B&O.

Siden er virksomheden blevet ikoniseret som producent af eksklusive højttalere, fjernsyn og hovedtelefoner – men de seneste år har selskabet kæmpet for at tjene penge.

Og det seneste regnskabsår, der er offentliggjort torsdag, er ingen undtagelse.

Omsætningen hos B&O faldt med 1,4 procent og endte på knap 2,6 milliarder kroner. Det er tredje år i træk, at virksomheden må se salget skrumpe.

Også bundlinjen er slået tilbage, og selskabet ender efter skat med et minus på 29 millioner kroner. Før skat lyder årets resultat på to millioner kroner.

Et ikke prangende resultat, der dog er »i tråd med virksomhedens planer og på niveau med forventningerne for året«, lyder det i regnskabet.

Selskabet beskriver dog selv året som et såkaldt transitionsår, hvor der arbejdes på at ruste virksomheden til de kommende år.

Der er blandt andet rejst nye penge i november 2024, hvor B&O gennemførte en kapitaludvidelse og rejste 217 millioner kroner.

I indeværende regnskabsår forventes omsætningen derfor igen at vokse med mellem en og otte procent.

For at nå i mål med den ambition er det særlig på det kinesiske marked, at forretningen skal vokse, fremgår det.

Selvom geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed fortsat kan ramme virksomheden, lyder det.

»Vi er fortsat opmærksomme på uforudsigeligheder i markedet, og er samtidig begejstrede og ser med stor tiltro mod fejringen af Bang & Olufsens 100-års jubilæum senere på året. For at markere denne milepæl, vil vi ære vores arv og forme vejen frem, når vi træder ind i B&O’s næste århundrede i spidsen for luksus lydoplevelser,« udtaler B&Os topchef, Kristian Teär, i en pressemeddelelse.

Har hævet priser

Det seneste halve år har B&O ad flere omgange hævet priserne på en række af virksomhedens produkter. Særligt på det amerikanske marked.

For virksomheden ønsker at gøre sig gældende som værende et endnu mere eksklusivt varemærke.

Et eksempel er – ifølge Børsen – at et af virksomhedens flagskibe, højttalersættet Beolab 90, steget fra at koste 500.000 kroner ved lanceringen i 2015 til nu at koste over en million kroner.

»Med hensyn til prissætning blev der gennemført prisstigninger på udvalgte produkter i januar 2025. Yderligere prisstigninger blev gennemført i maj 2025 og senest i juni 2025 specifikt for det amerikanske marked som reaktion på normale prisjusteringer og nylige toldmeddelelser,« skriver B&O i regnskabet.

I april fortalte selskabets finansdirektør, Nikolaj Wendelbo, at handelskrigen bekymrede Bang & Olufsen, og at det er medvirkende årsag til prisforhøjelserne.

»Vores leverandører og producenter kommer også til at bære en del af byrden. Det samme gør vores salgspartnere i USA. Der vil være flere parter, som skal være med til at dække den her regning. Vi har ikke tænkt, at den ender hos B&O alene, men at hele værdikæden skal bære omkostningerne,« lød det.

Sommerferien står for døren, men for tusindvis af passagerer kan en lufthavnsstrejke de næste dage betyde, at feriemålet ikke nås.

For en fransk strejke kan påvirke flytrafikken i hele Europa.

Torsdag og fredag gennemfører to franske fagforeninger nemlig en aktion, der involverer de franske flyveledere, som har nedlagt arbejdet.

Årsagen er ifølge den franske fagforening UNSA-ICNA dårlige arbejdsforhold som blandt andet indebærer personalemangel, ledelsesproblemer og planerne om at indføre et omdiskuteret stempelur-system for flyvelederne.

Det skriver BBC.

Trods forhandlinger tidligere på ugen er det ikke lykkedes fagforeningerne at blive enige med arbejdsgiverne.

Det betyder ifølge mediet, at en fjerdedel af flyvningerne til lufthavnene i Paris er blevet aflyst samt halvdelen af flyvningerne i Nice lufthavn.

Ifølge de franske luftfartsmyndigheder vil aflysningerne og forsinkelserne blive værre fredag.

Frankrigs transportminister, Philippe Tabarot, har kaldt strejken uacceptabel og fordømt fagforeningernes krav og beslutningen om at strejke netop nu, hvor mange rejser på ferie.

»Tager familier som gidsler«

Også Ryanair langer ud efter de strejkende flypersonale.

For lavprisselskabets vedkommende betyder strejken, at 170 fly er blevet aflyst og 30.000 passagerer ikke nødvendigvis når deres rejsemål.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Og strejken får ikke kun betydning for passagerer, der skal til Frankrig, men vil også få betydning for flyvninger, der krydser fransk luftrum, lyder det videre.

Ifølge Ryanair vil passagerer, der skal til eksempelvis Spanien og Grækenland blive påvirket.

Derfor opfordrer Ryanair’s topchef, Michael O’Leary, EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til at skride til handling.

Det gør han med henvisning til at den franske strejke falder sammen med mange europæeres sommerferie.

»Endnu en gang bliver europæiske familier taget som gidsler af franske flyveledere, der går i strejke. Det er ikke acceptabelt, at overflyvninger gennem fransk luftrum på vej til deres destination bliver aflyst eller forsinket som følge af endnu en fransk flyvelederstrejke. Det giver ingen mening og er yderst urimeligt over for EU-passagerer og familier, der skal på ferie,« udtaler Michael O’Leary.

Han advokerer videre for, at sikre et »minimumsserviceniveau« under strejker og beskytte overflyvninger gennem fransk luftrum mod nationale faglige konflikter.

Brøndums Hotels historie rækker tilbage til 1859. Gæstgiveriet var i mange år tilholdssted for Skagensmalerne, eftersom Anna Ancher var datter af grundlæggeren og søster til den senere ejer.

Nu vil en af Danmarks største hotelkonger have fingre i det skagenske stykke kulturarv.

Bobestyreren i dødsboet til Bendt Fredberg – der i knap fem årtier ejede og drev Brøndums Hotel – har nemlig aftalt at sælge hotellet til Arp-Hansen-gruppen.

Hotelkoncernen er en af Danmarks største og hovedsageligt ejet af bestyrelsesformand Henning Arp-Hansen.

Sidste år belyste Berlingske i en artikelserie, hvem der ejede mest jord og fast ejendom i Danmark – både i hele landet og i hovedstaden. Her indtog hotelmilliardæren andenpladsen over de ti personer, der ejede mest fast ejendom i Storkøbenhavn.

Men selvom hotelkoncernens aspirationer langt overvejende findes i københavnsområdet, var den sjældne mulighed for at købe Brøndums Hotel formentlig for god til at glippe.

Et køb med betingelser

I en pressemeddelelse fra advokatfirmaet HjulmandKaptain, der er bobestyrer i dødsboet for den mangeårige ejer Bendt Fredberg, fremgår det, at der er indgået en betinget købsaftale med Arp-Hansen Hotel Group A/S.

»Købet er derfor betinget af, at hotellets gamle, smukke bygninger kan fornys og opgraderes, så de i mange år fremover kan imødekomme den nutidige gæsts krav og forventninger – med fuld respekt af bygningsarv, atmosfære og historie,« fremgår det i meddelelsen.

Arp-Hansen-gruppen har dog allerede med en fredningsarkitekt været i dialog med fredningsmyndighederne i Slots- og kulturstyrelsen om, hvordan en omfattende renovering kan gennemføres uden at give køb på Brøndums Hotels historie og atmosfære.

Går alt efter planen, overtager Arp-Hansen-gruppen Brøndums Hotel 1. januar 2026.

Tunge med ærter og »Annanas Is«

Brøndums Hotel ligger et stenkast fra Skagen Havn, har 45 værelser og en populær restaurant, hvor Mikkel Heuck (tidligere Marchal og Kong Hans Kælder) er køkkenchef.

Hotellet tilbyder blandt andet et »kunstophold«, hvor gæster samtidig får adgang til Skagens Museum, hvis historie hænger tæt sammen med hotellets.

Det skyldes først og fremmest, at skagensmaler Anna Ancher var datter af Erik Brøndum, der grundlagde gæstgiveriet i 1859 og søster til Degn Brøndum, der drev det videre.

Af samme årsag dannede Brøndums Hotel i en årrække rammerne for regelmæssige ophold og Babettes Gæstebud-lignende selskaber for kunstnere som Anna og Michael Ancher, Carl Nielsen, Marie og P.S. Krøyer og Holger Drachmann.

I et brev fra Anna Ancher i Skagen til datteren Helga Ancher i København dateret 22. marts 1919, lyder det blandt andet:

»Kjære Helga!

Ja, det blev en meget vellykket Fest iaftes den 21de. Deilig Mad, Østers, Tunge med Ærter, Laks, Gulerødder, Kalkunsteg med Fars, og Krystader til med Fyldning, og Is, baade Chokolade og Annanas Is. Æbler, Kaffe ved Bordet. God, munter Stemning!«

Rettelse fredag den 4. juli: I en tidligere version af artiklen var Helga Ancher fejlagtigt beskrevet som Anna Anchers søster.